April

Vi ankommer til New Zealand

Vi rejste fra Brande søndag den 12. april 2009, med afgang fra Billund lufthavn kl. 18.30. Turen gik over Frankfurt og derfra videre til Singapore. En lille tur på ca. 12 timer, som jo heldigvis foregik om natten. Vi var samtidig heldige og havde hele 9 flysæder til vores rådighed, så jeg tror at vi alle fik en hederlig nats søvn, hvilket jo var godt, da vi endnu kun var halvvejs på vores rejse til New Zealand.

Efter en overnatning - eller hvad man nu skal kalde det,(tidsforskellen begyndte allerede her at virke, så vi vågned midt nat og kunne ikke sove) på lufthavnshotellet i Singapore, fortsatte turen til Auckland og derefter videre til Wellington.

Vi ankom til Wellington onsdag den 15. april 2009 ca. 15.00 lokal tid, og flyttede ind på hotel. Et dejligt lejlighedshotel, hvor vi fik en rigtig stor lejlighed, med 3 værelser og to badeværelser, samt køkken/stue - og var det ikke fordi det lå lige midt i centrum af Wellington, kunne vi så men godt være blevet boende der med alle de fordele som hotellivet giver (bl.a. rengøringskone osv.) Jørgen hentede forsyninger til os i nærmeste supermarked, mens vi andre skulle forestille at fordrive tiden med lidt fjernsynskiggeri, det viste sig dog at bliver med lukkede øjne. Tidsforskellen drillede faktisk i flere dag, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at det var så vanskeligt at vænne op og ned på nat og dag.

Torsdag, havde vi en aftale med ejendomsmægleren kl. 9.00 om at hente nøglen til huset, som Jørgen har lejet til os, og derefter kørte vi straks ud til det, da vi som kun havde set det på billeder var meget nysgerige efter og se om det nu også var okay, og om vi kunne bo der det næste halve år af vore liv, og jeg må sige, Jørgen bestod med ug og kryds og bolle og det hele. Det er et lille fint hus, som har lige det vi skal bruge, hverken mere eller mindre.

Resten af torsdag, går med at få handlet lidt af ALLE de ting som skal købes ind til huset, og der er mange, og vi fik os en lille ekstra overraskelse til indkøbslisten, for det viste sig at køleskab, heller ikke er normal standard i et udlejningshus, og altså noget som man selv skal købe, man kan så sige, at heldigvis for os, er der også finanskrise på New Zealand, så vi fik både vaskemaskine og køleskab til en fornuftig pris. Tørretumbler må vi så desværre undvære, og jeg kan nu se at jeg er godt vant hjemme fra, men man vænner sig vel til det med tiden.

Allerede fredag ankom vores møbler, som vi har købet i BigSafe, vel noget der minder om Biva i Danmark - absolut billigevarer - af en lidt dårligere kvalitet, men igen skal vi jo kun bruge det i en lidt længere "ferieperiode" - så det er helt sikkert fint for os. Herefter havde vi møde i banken, da der jo skulle oprettes konti, så vi kunne betale husleje, og alle de udgifter der efterhånden kommer oven i det at leje hus og bo i udlandet. Heldigvis har vores "bankrådgiver" også alle de andre Siemens folk som kunder, så hun viste lige hvad det var vi havde brug for, og det hele gik let og smertefrit. Men det var jo heller ikke lige børnes kop te at sidde stille i en bank - lidt kedeligt, og igen begyndte tiden at drille, så vi måtte "hjem" på hotellet med Villads så han kunne få en lille lur.
Hvorefter vi igen handlede ting til huset.

Lørdag stod på køb af køleskab og vaskemaskine, hvorefter vi flyttede endelig ind i huset. Senere lørdag eftermiddag kom udlejer forbi, et ægtepar oprindelig fra England, som har bygget vores dobbelhus, som en investering. De er rigtige søde, og da de så Villads og Dorthea, og hørte at vi næsten ingen ting havde med fra Danmark, kom Christin - som hun hedder, søndag med lidt legetøj og spil som vi må låne indtil vi skal hjem. Det var virkelig pænt gjort af hende.

Søndag - begyndte hverdagen så igen for os, Jørgen skulle starte arbejde, og vi skulle til at klare os selv og have en hverdag til at fungere. Det gik fint, men igen skal man lige vænne sig til at være i et fremmed land, og skulle klare tingene selv.

Mandag bestiller vi en internet forbindelse til huset, for samtidig med at vi flytter ud fra hotellet, mister vi også vores livsnerve til kontakten til venner og familie i Danmark, og det skal vise sig, at det jeg troede blot skulle være et par dage uden internet, bliver til næsten 14 dage, igen en prøvelse for os, som jo er vant til at kunne går på nettet næsten hvor som helst og når som helst. Men vi har overlevet, og igen lært at sætte pris på det vi har derhjemmer, helt sikkert godt at prøve.

Onsdag - går vi op for at snakke med skolen, men på New Zealand er ferien delt op i fire perioder, og vi er lige i slutningen af en af disse perioder. Her har man altid ferie i Påske ugen, samt de to efterfølgende uger. Men vi talter dog med en lærer som er oppe og forberede, og hun kan fortælle at vi blot skal møde op mandag morgen lidt før kl. 9.00, så finder de helt sikkert en plads til Dorthea i skolen. Endnu en udfordring er klaret, og vi gå glade og tilfredse hjem, og kan nu kun vente på at det bliver mandag, og især Dorthea glæder sig til kontakt med andre børn på samme alder.

Torsdag og fredag er bare hyggedage, hvor vi prøver at får styr på de forskellige tinge vi handler i det lokale supermarked New World - det ligner meget SuperBest - nok ikke helt så stort, men alligevel et fint vareudvalg. Varerne hedder dog utrolig nok alle noget på engelsk, og nogle gange komme mit skoleengelsk på en alvorlig prøver, men så må man jo bare tage en chanche - købe det man tror det er, og så åbne når man kommer hjem og håbe det bedste. Det er endnu ikke gået helt galt - ENDNU!

Lørdag har vi Påskefrokost med de andre Siemens folk, helt sikkert et godt initeritive, da vi nu er nogle som trænger til at høre lidt Dansk igen, og ikke mindst nogle andre børn at lege med. Man er vel søskende, og selv om jeg altid har sagt at Dorthea og Villads er søde ved hinanden, kan jeg godt begynde at mærke at de trænger til kontakt med andre børn, så en påskefrokost er velkomment. For os voksne bliver det dog så som så med det Danske, for Siemens er jo et internationalt firma, med ansatte af forskellige nationaliteter, hvilke jeg ikke lige havde taget med i mine overvejelser så samtaler foregår også her på engelsk, også danskerne imellem, hvilket jo er meget fair, men ikke lige det jeg havde forventet.

Søndag skal der igen handles. Jørgen mener at vi skal have en bil at køre i, da han jo skal arbejde meget, og vi ikke skal være afhængie af ham. På dette tidspunkt var jeg endnu ikke helt sikker på om jeg nogen sinden ville komme til at køre herned, for hvor alting der hjemme foregår til højre, så foregår det altså til Venstre herned, bare en lille ting som at låsen en dør op, kræver virkelig at man tænker sig om, for der hjemme gør man det jo bare, hernede er det modtsat, når du tror du låser op, låser man, og omvendt. Men bilen blev købt, og det er okay, jeg kører nogle små turer i den, og det bliver bedre og bedre, så det skal nok gå.

Vi har fået en lille fin hvid Toyota Corolla, med automatgear, for at der skulle være en ting mindre at tænke på for mig, så jeg er godt tilfreds.

Så er det den store dag MANDAG, og Dorthea skal starte i skolen. Skolen hedder Adventure School - og virker efter min mening meget engelsk. Man indfører ved udgangen af året skoleuniform, som man så småt kan begynde at se nogle af børne bærer. Dorthea kommer i Mrs. Mann's klasser som er i Room 5. Det er det der hernede hedder 3., men som er for børn som er 7 år som Dorthea. Jeg må sige at Dorthea tager det fantastisk flot, hun bliver placeret ved siden af Shannon og Ophelia, som hele denne første uge har været utrolig søde til at tage sig af hende, samtidig sidder der også en pige som hedder Amy lige bag dem, som jeg også tror kan blive en rigtig god vendinde.

Da klokken nærmere sig 9.00 og skolen starter ( her går man i skole fra kl 9.00 - 15.00) siger Mrs. Mann at nu kan jeg godt gå, så skal de nok tage sig godt af Dorthea, bliver jeg nok lidt bleg, og synte det er lidt synd for hende, og omvendt siger min fornuft mig, at det nok er det bedste at jeg giver slip, og lader hende klare sig selv, hvis denne skolegang skal blive en succes. Da jeg henter Dorthea kl. 15.00 er hun fortsat glad og godt tilfreds, så det hjælpe gevaldig på mit humør, selv om jeg tror det er nogle hårde dage hun har været igennem. Tænk at tilbringe så mange timer sammen med nogle, hvor man ikke forstår et ord af hvad de siger - jeg syntes det er utrolig flot klaret, og hun skal helt sikkert belønnes på en eller anden måde.

Min nye hverdag i denne uge 3 af mit ophold her på New Zealand, består nu i at hente og bringe Dorthea til og fra skolen. Og her er jeg meget overrasket over, at 90% af alle børnene på skolen (der er ca. 400 elever) bliver kørt i bil, og med skolens kun ca 10 - 15 parkeringspladser, er det et bilhelved uden lige, ja jeg har aldrig oplevet noget lignende, biler over alt, og da alle jo møder og har fri på samme tid, er det rigtig mange biler. Så min taktik er at vi er på skolen lidt tidligt inden det helt store kaos starter, og så går mig og Villads op og henter hende igen, på denne måde får vi også lidt frisk luft og ikke mindt motion, af den gode slagt, da der jo er meget bakket hernede, jeg kan betro jer det er hårdt at skuppe en klapvogn op af disse bakker - Så Villads må også gå opad, hvilket han jo også har godt af.

Skolen virker meget slidt herned, og jeg kan virkelig se, hvilken flot skole vi har fået der hjemme, vi har langt bedre vilkår end man har herned. Jeg skal nok lægge nogle billeder ind i nærmeste fremtid, så man kan se forskellen. Men forskellen er også, at her skal man selv betale for materialer, som kladdehæfter og lignende, og samtidig forventes det at man betaler en donation til skolen, på mindst 55,- dollars pr. semester, disse penge går til bla. IT og lignende. Tilgengæld kan man så fratrække disse donationer i skatten.

Alle herned er utrolig flinke, og tirsdag blev jeg inviteret til morgenkaffe af naboen, og da jeg jo ikke rigtig havde en lovlig undskylding for ikke at tage imod tilbuden - takkede jeg ja. Det hele starte som en lidt sjov episode på skolen tirsdag morgen, da vi havde afleveret Dorthea, og mig og Villads var på vej hjem, kom Cathy - som hun hedde løbende efter mig, sammen med hendes danske veninde - Birthe som hun lige ville præsentere mig for, og samtidg kom så kaffe invitationen, da vi kom over til hende, havde de så begge gang i moblien, og inden jeg så mig om, var vi 6 samlet af forskellige nationaliter, alle kom for at se hende den nye Danske nabo (mig) lidt pudsigt, men hyggeligt, og de er alle utrulig hjælpsomme, så vi skal helt sikker nok få det hyggeligt samme.